Aftenbillede over Edinburgh

Rejseguide og oplevelser på turen til Edinburgh

Edinburgh (udtales ‘edn bara’ eller ‘edɪnbrə’) er en fantastisk by og en af de fedeste storbyer vi nogensinde har besøgt. Byen er (for nogle), primært kendt for sine kampestenshuse og brostensgyder fuld af spøgelser og hårrejsende historie. Måske er der lidt om snakken? Ihvertfald kan man let købe sig til en af de mange guidede aftenvandringer, hvor udklædte guider gør et stort nummer ud af at svøbe dig ind i gys og uhygge, men herom senere. Generelt hersker her en afslappet og meget venlig stemning og man vil opleve at gå fra det ene magiske syn til det næste, eller fra den ene pub til den næste, hvis det er det man søger :- ) alle med hver sin charme og hyggelige stemning, og for de flestes vedkommende, rigtig god og lækker mad.

Transport til & fra Edinburgh lufthavn

Der er gode forbindelser fra lufthavnen til Edinburgh, både med bus, sporvogn (tram) og taxa. Priserne er anstændige.

Bus: Airlink 100 & Skylink 200, 300 eller 400
Pris pr. voksen (enkeltbillet): £ 4.50 (Dkr 37,50)
Tram (sporvogn)
Pris pr. voksen (enkeltbillet): £ 6.00 (Dkr 49,50)

Du kan købe billeten i automaten ved stoppestedet, eller (endnu lettere), købe den via APP’en “Lothian Buses M-Tickets“: Google Play Store (Android) & Apple App Store (iPhone).

Med denne app kan du købe billetten hjemmefra, så du får mindst mulig ‘stress ved ankomst’ – Men du skal først aktivere den umiddelbart inden påstigning, og tidligst 30 minutter før! Billetten skal aktiveres inden påstigning!

Med samme app kan du købe billetter til offentlige transportmidler rundt i byen, både som én-dags billetter og til flere dage. Lad være med at snyde – Bøden er godt nok ‘kun’ 10 pund, men du kan være sikker på du bliver tjekket. Kontroløren er nærmest fast inventar i busser og tog!

Billetautomaterne i Edinburgh lufthavn

Billetautomater til trams – Edinburgh lufthavn

Ibis Budget Hotel, Edinburgh Park

Ibis Budget Hotel, Edinburgh Park nær lufthavnen

Ibis Budget Hotel, Edinburgh Park

Søndag den 15. september 2019 – Dag nr. 1

Måske p.g.a. den korte tidsfrist, syntes vi ikke rigtigt vi kunne finde nogle billige hoteller inde i byen og gik derfor på kompromis og valgte Ibis Budget Hotel som ligger ude ved ‘Gyle Center’ midt imellem Lufthavnen og centrum, cirka 15-20 minutter i letbanen hver vej. Letbanen er supermoderne og fantastisk præcis. Den kører nærmest hele tiden og ‘vores’ stoppested lå få minutters gang fra hotellet, så det var på ingen måde et problem at komme frem og tilbage.

Det er et ret nyt hotel og personalet er meget venlige. Værelserne er ikke store, men hva’, vi skulle vel også kun sove her, så helt fint for os. Toilettet var dog yderst sparsomt og var nærmest gemt væk i et lille skab og man skulle ind i selve værelset for at vaske fingre. Er det et problem? Nej selvfølgelig ikke, blot lidt anderledes end hvad vi er vant til. Morgenmaden var ret sparsom, men efter Skotske forhold vist ganske udmærket. Der var fri cacao og kaffe i alle afskygninger tilgængelig i lobbyen døgnet rundt.

Fischer's Close, Edinburgh

Den smukke Fischer’s Close i Edinburgh

Den smukke Fischer's Close i Edinburgh

Mandag den 16. september 2019 – Dag nr. 2

Sideløbende med den berømte ‘Royale Mile’, finder du den noget mindre ‘Fischer’s Close’. En utrolig smuk og stemnings fyldt gade,  med små hyggelige shops i alle regnbuens farver og hvor der hænger en tyk ‘Harry Potter’ -atmosfære over hele området.

Ikke så mærkeligt, for det var jo her det hele startede og hvor Joanne “Jo” Rowling, som dengang var en enlig mor på bistand, sad inde på nogle pub’s og skrev sin førte Harry Potter -bog

Edinburgh Old Town

Førnævnte ‘Fischer’s Close’ er en del af den gamle by-del, Old Town Edinburgh, og var i 1700-tallet et berygtet slumkvarter. Nu om dage er gaderne fantastisk smukke, men de hyggelige brostensbelagte stræder og smalle gyder blev tidligere kaldt ”det stinkende hul”. Potterne blev tømt direkte ned i gaderne og indholdet flød sammen nede i vandet, hvorfra man også hentede vand til husholdning og bad, med både pest og kolera epidemier til følge.

Den gamle bydel i Edinburgh

En del af den gamle bydel i Edinburgh

Princes Street, Edinburgh - Indgangen
Princes Street, Edinburgh - Blomsterbed

Princes Street Gardens

Og her, lige midt i det hele, finder du ‘Princes Street Gardens’, en utrolig smuk og fredfyldt perle midt i byen. Blomsterbede og masser af smukke bænke, som er doneret som mindesmærker for mennesker som har betydet noget særligt for giveren.​

Parken, som egentlig er en gammel voldgrav, deler den gamle og den nye bydel, men helt ny er den nu ikke – De smukke huse i den nye bydel stammer nemlig helt tilbage fra 1700 -tallet, men virker alligevel på en eller anden måde ret ‘moderne’ i forhold til Old Towns middelalderlige arkitektur. Her finder du blandt andet den hippe ‘George Street’, hvor modebutikker, smarte restauranter og designerhoteller ligger side om side. Leder du efter biodynamiske delikatesser og gourmet kaffebarer, skal du bevæge dig ind i området omkring ‘Broughton Street‘, Edinburghs ‘boheme’ -kvarter.

Hygge på Jolly Judge

Når du går op mod Edinburgh Castle, langs den stemnings fyldte ‘Royale Mile’, kommer du forbi en meget smal og næsten skjult gyde som gemmer på en skøn pub ved navn Jolly Judge. Gør dig selv en tjeneste og stik hovedet ind. (adressen er 7 James Court, 493 Lawnmarket, Edinburgh).

Det er ikke nogen stor pub, men til gengæld er den fyldt med atmosfærer og lutter smilende mennesker. Når der ikke er flere ledige pladser, finder man nok alligevel et par stole ekstra… Gode øl og whisky er vel en selvfølge på en Skotsk pub, men du kan også købe mad herinde. Vi kom her dog som regel omkring frokost, og ‘nøjedes’ derfor med toast/skinke-sandwich som i øvrigt smagte virkelig godt og snildt stillede sulten midt på dagen. Tjeneren skænkede gavmildt ud af smagsprøver til vi havde fundet den øl vi foretrak.

Jollys Judge, Edinburgh

Hi guys, what would you suggest?

The Scotch Whisky Experience

The Scotch Whisky Experience

Én flaske whisky: En kvart million kroner, tak!

Apropos whisky, næsten lige ved siden af ‘Jolly Judge’ og ‘Edinburgh Castle’, finder du ‘The Scotch Whisky Experience‘, og har du hang til en god Whisky, skal du klart stikke hovedet ind forbi. Du kan købe dig til rundvisninger og smagsprøver, men kan også blot gå ind og kigge dig rundt i selve butikken, hvor du bl.a. vil kunne se den berømte Balvenie 50yo.

Der blev fremstillet ialt 110 flasker:
Destilleri: Balvenie | Alder: 50 år | Type: Single Speyside Malt Whisky | Alc. styrke: 44,1 % | 70 cl. | Pris: 30.000 pund (256.000 dkr.)

Edinburgh Castle

Næsten uanset hvor du befinder dig i Edinburgh, vil du kunne se op til den smukke gamle borg, og efter vores frokost på pubben, bevægede vi os videre op ad ‘Royale Mile’ – Borgen ligger for enden.

Indenfor kan du bl.a. komme rundt og se ‘National War Museum of Scotland’, som giver dig indblik i 400 års skotsk militærhistorie. Se også gravpladserne for soldaternes hunde, fængselskældrene og den kongelige krone, sværdet og sceptret, som gennem tiden har været brugt til kroninger. Den ældste af de nuværende bygninger på slottet går tilbage til 1100-tallet. Må blankt erkende at jeg ikke husker prisen, men den ligger omkring en 100- lap pr. person.

Tidligere
Næste

Edinburgh Castle (swipe for flere)

dag 2 - Edinburgh

City of death - Edinburgh

Vores guide gennem ‘The city of death’

City of the dead & Greyfriars kirkegård

Tirsdag den 17. september 2019 – Dag nr. 3

Når man en sen aften kigger op mod den gamle middelalderborg, som troner højt over byen, og skæver ned af de snævre gyder, ”closes”, der snor sig væk fra hovedstrøget, er det ikke svært at forestille sig en kappeklædt skikkelse forsvinde om hjørnet, og lader dig tilbage i en dyster Dr. Jekyll og Mr. Hyde -stemning :- )

Befolkningstallet i Edinburgh, er på en lille halv million mennesker, og alene her, på den forholdsvis lille (og meget berømte) ‘Greyfriars’ kirkegård, skønnes der at ligge ca. én million mennesker begravet. For en stor dels vedkommende, på grund af enten pest eller kolera. Det siger vel sig selv, at de ikke ligger side om side, men nærmere lag på lag. Faktisk går der historier om, at der i perioder med megen regn, stadig kan dukke skelet dele op af jorden. Om det passer ved vi ikke, der regnede ikke da vi en sen aften besøgte kirkegården :- )

Grunden til at vi overhovedet besøgte ‘Greyfriars Kirkyard’ på dette u-kristlige tidspunkt var, at vi gennem ‘Getyourguide.com‘ havde booket en aftenvandring gennem ‘den gamle by-del’, ‘undergrunden’ og så altså denne hjemsøgte kirkegård. Vores guide var ret… underholdende og med en skøn humor. Hun gjorde alt hvad der var hende muligt, for at skabe en uhyggelig atmosfærer. Om det helt lykkedes kan nok diskuteres, men specielt de unge piger i gruppen levede sig tydeligvis ind i de ‘creepy historier’. Vi andre lyttede nok mere efter, når guiden fortalte om de kummerlige forhold de fattige mennesker måtte leve under, hernede i mørket under byens overflade. Levealderen var uhyggelig lav og menneskeliv betød ingen verdens ting. Når du står hernede og høre de skrækkelige historier, kan du let føle hvor forfærdelige forhold man har levet under.

Turen omfatter bl.a. ‘The Mackenzie Poltergeist’, ‘Greyfriars kirkegård’, ‘South Bridge Vaults’ & Covenanters-fængslet som er blandt verdens mest hjemsøgte steder. Meget passende slutter turen ved en pub som meget apropos hedder ‘Greyfriars Bobby’s Bar‘, men hvad er det egentlig for noget med den der hund Bobby?

Alle elsker den lille Greyfriars Bobby

For over 160 år siden, blev en lille Skye Terrier den mest berømte hund i Skotlands historie. ‘Greyfriars Bobby’ er en bemærkelsesværdig og hjerteskærende historie.

Enhver Skotte kender historien om den søde lille Bobby og har de fået et par sjusser indenbords, kan de med vemodige tårer i øjnene, sikkert fortælle helt nye sider af den samme historie ;- )

I 1850 ankom en gartner ved navn John Gray sammen med sin kone Jess og sønnen John til Edinburgh. Da han ikke kunne finde arbejde som gartner, undgik han ‘fattiggården’ og dermed et liv nede i den mørke underverden ved at tilslutte sig Edinburgh Police Force som nattevagt. For at holde ham selskab gennem de lange vinteraftener, skaffede John sig på et tidspunkt en lille Skye Terrier, hans ‘vagthund’ kaldet Bobby.

Sammen blev John og Bobby et kendt syn, som traskede rundt gennem de gamle brostensbelagte gader i Edinburgh. Men den 15. februar 1858 døde John af tuberkulose og blev begravet på Greyfriars Kirkyard.

Hunden Bobby rørte snart de lokale beboeres hjerter, fordi den nægtede at forlade sin herres grav, selv under de værste vejrforhold. Gartneren og ‘opsynsmanden’ for ‘Greyfriars Kirkyard’ forsøgte ved mange lejligheder at fjerne Bobby fra kirkegården, men i sidste ende gav de op og sørgede istedet for et husly til Bobby, ved at placere en sæk over to sten ved siden af John Greys grav.

Bobbys rørende berømmelse spredte sig snart over hele Edinburgh og det fortælles, at folkemængderne dagligt samledes ved indgangen til kirkegården og ventede på det ene daglige skud fra kanonen ‘one o’clock gun’ oppe på Edinburgh Castle. Dette var nemlig den eneste tid på døgnet hvor Bobby forlod gravstedet. Det gjorde han for at gå ned til det samme kaffehus, som hvor Booby og hans herre altid havde fået deres daglige måltid.

I 1867 blev der vedtaget en ny bylov, som krævede, at alle hunde skulle have hundetegn, ellers ville de blive aflivet. Sir William Chambers (Lord Provost of Edinburgh) besluttede at betale Bobby’s hundetegn og gav ham et halsbånd med en messing påskrift; “Greyfriars Bobby – Lord Provost 1867 licens”. Dette kan den dag i dag ses på ‘Museum of Edinburgh’.

Mange mennesker fra Edinburgh tog sig godt af Bobby, men han forblev loyal overfor sin herre. I fjorten år holdt den døde mands trofaste hund konstant vagt ved graven, indtil sin egen død i 1872.

Greyfriars Bobby

Greyfriars Bobby

Baronesse Angelia Georgina Burdett-Coutts, præsident for RSPCA’s Ladies Committee, blev så dybt rørt over Bobby’s historie, at hun bad byrådet om tilladelse til at opføre et granit springvand med en statue af Bobby placeret på toppen.

William Brody skulpturede statuen, og den blev afsløret uden ceremoni i november 1873, overfor Greyfriars Kirkyard. Dermed ville Skotlands hovedstad altid kunne huske sin mest berømte og trofaste hund.

Som den eneste hund, fik Bobby også en særtilladelse og ligger derfor begravet ved indgangen til kirkegården, kun 75 meter fra dens herres gravsted. På mindetavlen står der; ‘Greyfriars Bobby – døde 14. januar 1872 – 16 år gammel – Lad hans loyalitet og hengivenhed være en lektion for os alle‘.

Den dag i dag ligger folk stadig pinde og hunde-legetøj ved Bobby’s ‘grav’, så han har noget at lege med hinsides.

dag 3 - det mørke Edinburgh

Tidligere
Næste

Naturen omkring Loch Lomond (slide for flere)

Fødselsdag i det Skotske Høljand

Onsdag den 18. september 2019 – Dag nr. 4

Jette’s fødselsdag blev fejret med en tur i bus op gennem dele af det Skotske Høland og bød bl.a. på en sejltur ud på den store sø ‘Loch Lomond‘, en køretur op gennem bjergområdet, et besøg på en uldfarm og ikke mindst, et besøg på det prægtige Sterling Castle.

Turen var forhånds-booket via getyourguide.com og kostede dkr. 750,- for to personer, eksl. diverse entre-billetter og varede ca. 9 timer. Vi blev samlet op af bussen lige uden for vores favorit-pub ‘Jolly Judge’, meget passende :- )

Første stop gik til søen ‘Loch Lomond’, hvor færgen ventede på os. Sejlturen tager ca. én time og koster dkr. 100,- pr. person. Det er ikke fordi der sker noget særligt på turen, men at sidde ude på dækket og nyde den skønne natur er en oplevelse som kan anbefales.

Loch Lomond er det største ferskvandsområde i Storbritanien og søen er 37 km lang, 8 km bred og 194 m dyb på det dybeste punkt.

Dermed er søen den tredie-dybeste sø i Skotland og området byder på et meget rigt dyreliv og hvor konger har sat deres fod, og lovløse strejfet omkring til inspiration for forfattere & musikere i mange mange generationer.

Rob Roy McGregor

Én af disse lovløse var den navnkundige ‘Rob Roy McGregor’. Denne legende boede i ‘Trossachs’ og benyttede sig af områdets kvægruter. Ud over at handle med og drive kvæg, kørte han en ‘beskyttelses-virksomhed’ for andre kvægdrivere. Han stod for at overvåge ruterne så de fik en sikker passage, til gengæld for en ‘leje-sum’. I tidens tale blev ‘lejesum’ også kaldt ‘mail’, og når noget foregik skjult eller var lusket, blev det beskrevet som ‘black’, og det er her ordet ‘blackmail’ (afpresning) stammer fra.

Trossachs Nationalpark

Bjergområdet ved Trossachs Nationalpark

Udklædt kustode på Stirling Castle

Udklædt kustode på Stirling Castle

Sterling Castle - En rejse til fortiden

På tilbageturen fra det Skotske højland, holdt vi ind forbi det smukke Sterling Slot. Vi havde små to timer til at gå rundt og kigge på egen hånd – Entreprisen var ca. dkr. 100,- pr. person.

Det markante Stirling Slot ligger med udsigt over byen fra et klippefremspring på en udslukt vulkan. Slottet var tidligere residens for skotske konger og regenter. Det meget dominerende slot er lige så imponerende inden i som udefra. Slottet har rum i klare farver, der er perfekt bevarede for at give de besøgende et indblik i, hvordan Skotlands tidligere monarker levede.

De kostumeklædte guider kan fortælle dig om slottets historie og livet på slottet. De fleste af de nuværende bygninger er bygget tilbage i 16. århundrede og er meget inspireret af renæssancen.

Når du går gennem Stirling Slot, går du samtidig gennem tiden og vil sikkert, som os, blive imponeret over hvor velbevaret slottet er. Det er spændende at se de sale og rum hvor adlen levede. Det er næsten som om man kan fornemme deres tilstedeværelse. Husk også at lægge turen ned i det store køkken og fangekældrene.

dag 4 - Sterling Castle

REJSENS PRIS (2 PERSONER)
Flybilletter: 1700,-
Hotel (incl. 4 x morgencomplet): 2500,-
Rejsen foretaget i: September 2019
Jette & Ivan - Rejse-Loggen.dk
Jette & Ivan
Rejse-Loggen.dk

Andre spændende rejseblogs

Ø-hop til de Græske øer

Ø-hop i Grækenland & storbyferie i Athen

Ferie i det Græske øhav er meget populært, så vi rejser også til den guddommelige Athen og hopper ombord på færgen for at starte vores egen (mini) ø-hop rundt i Kykladerne. Vi når det hele på blot én uge og her viser vi dig hvordan du kan planlægge din egen version af Græsk ø-hop, uanset om du har 1-2 eller 3 uger til rådighed.

Læs resten »
Smukke farver i Barcelona

Vi er på storbyferie i Barcelona

Barcelona har det hele; Fantastiske farver, underskøn arkitektur og lækre restauranter. Vi befinder os i en af Europas mest besøgte storbyer og her er gode muligheder for en romantisk ferie. Byen ændrer karakter når først aftenen melder sin ankomst og lysene tændes. En oplevelse som kan anbefales at prøve.

Læs resten »
mallorca-majorica-ferie-rejseloggen

Forlænget weekend på Mallorca

Rejseblog fra vores forårstur på forlænget weekend på Mallorca. Turen gav os massevis af skønne oplevelser og smukke indtryk. Palma de Mallorca er en magisk by med pulserende byliv. Byen har alt du kan forvente af en hovedstad i syden med gadecaféer, shopping & seværdigheder, men der er også dejlige oplevelser at hente på resten af øen Mallorca.

Læs resten »

DEL GERNE, TAK

Del på facebook
Facebook
Del på pinterest
Pinterest
Del på twitter
Twitter
Del på reddit
Reddit
Del på linkedin
LinkedIn

86 / 100 SEO Score

Scroll to top